Velkommen til søsterloge nr. 79 Duen I.O.O.F.
I en hektisk hverdag kan det være svært at finde inspiration, tid til personlig udvikling og rum til undren. Odd Fellow Ordenens etiske fundament giver grobund for at skabe nærende samvær og dybe varige venskaber. I søsterlogen fremmer vi livskvalitet, tankevækkende samtaler og fællesskab, som mange har svært ved at finde tid og overskud til i en verden, hvor tempoet er højt og kræver meget fra hver af os.
Søsterloge nr. 79 Duen er et levende socialt netværk og et værdiskabende fællesskab. Logen, der i øjeblikket består af 35 damer mødes hver den 1. og 3. tirsdag i måneden kl. 19.00 i vores lokaler i Absalonsgade 1a 1. sal, Sorø i perioden 1. september til 15. maj.
Udover 2 månedlige møder med efterfølgende selskabeligt samvær, arrangerer vi spændende udflugter, virksomhedsbesøg og foredrag med interessante personer, der alt sammen kan give inspiration til hverdagen.
Søsterlogen har en god relation til broderloge nr. 66 Sorana, som holder til i samme lokaler.
På årets første dag er der tradition for, at søstre og brødre med gæster afholder Nytårsloge sammen. Derudover hjælper vi gerne hinanden ved større og festlige arrangementer.
Logens arbejde har et etisk sigte, hvorigennem medlemmerne hver især gives rum til at tage stilling til deres egen personlige, kulturelle og dannelsesmæssige rejse.
Odd Fellow Ordenen har et humanitært sigte. Vi kerer os om verdenen og ønsker samtidig at sætte et positivt aftryk på vores lokalområde. Odd Fellow Ordenen i Danmark giver flere millioner kroner i donationer til lokal velgørenhed samt samfundsvigtige og trivselsfremmende initiativer.
Vi rejser midler gennem vores velgørenhedsarbejde ved blandt andet at afholde kulturelle og sociale arrangementer. Midlerne doneres til mange forskellige foreninger og deres brugere og er med til at gøre verden lettere, bedre og mere interessant. Vores lokale engagement tømrer vores loge sammen og samler os mod vores fælles mål – at fremme venskab, kærlighed og sandhed.
Det at gøre godt for andre er i høj grad en del af vores identitet. Det handler om at kunne bruge sig selv og føle tilfredshed, fordi man har været til gavn. Vi ønsker at tilbyde andre mennesker muligheder og glædes ved det, når det lykkedes.
Skulle dette give dig lyst til at vide mere og eventuelt overveje at blive Odd Fellow Søster, er du velkommen til at kontakte os nedenstående.